Min mor siger
Stine Pilgaard
Roman, Samleren, 2012
Hovedpersonen i Min mor siger har blitt dumpa av kjæresten sin. Hun vet ikke hva hun vil med livet sitt, men hun vet at hun vil ha henne tilbake. Og så vil hun drikke øl med sin beste venninne Mulle og røyke for mange sigaretter. Og hun vil ikke ha råd fra sin mor.
Mulle læser statskundskab og kan godt lide at sætte ting i systemer og diagrammer. Hele verden kan sættes ind i en firefeltstabel, siger Mulle, hvad er det hun vil have. Børn og den slags, siger jeg. Det er vi ikke parate til, siger Mulle. Hun får ingen børn, her står vi fast, men du må komme med nogle andre udspil, siger Mulle, nu går vi til forhandlingsbordet. Hun vil også gerne have dyr, siger jeg, og mig der hader dyr. Guldfisk, siger Mulle, en skildpadde, måske, dyr der ikke siger noget. Hun vil have pelsdyr, siger jeg. Hvis din kvinde vil have et dyr, siger Mulle, må vi jo købe et dyr til hende, hun skal mærke at vi vil gøre noget for jeres forhold. Hun synes vist også bare at jeg er ret for meget, siger jeg. Vi lager en lightudgave af dig, siger Mulle, vi begynder at ryge ud ad vinduet, skruer lidt ned for irritationsmomenterne. Jeg tror at hun synes jeg fungerer fint inden for min genre, siger jeg, det er bare ligesom noget andet hun er ude efter. Den er sværere, siger Mulle, faktisk lammer det vores handlingsstrategier. Jeg nikker.
Det er nesten umulig å sitere fra denne flotte boka, for jeg vil liksom aldri slutte. Jeg leste den i ett strekk forrige sommer, og har tenkt på den siden. For en debut! Og hvorfor har ingen norske forlag kasta seg over Pilgaard enda? Hun er som en slags blanding av Erlend Loe og Helle Helle, som Lena Dunham i bokform, hovedpersonen i Min mor siger er bare litt mer sympatisk enn hovedpersonen i Girls. Bittelitt. Eller kanskje ikke, men det er det som gjør boka så morsom! Det er kjærlighetssorg og tåkete kvelder på den lokale baren, det er så mange sigaretter at man som leser blir litt hes og sår i brystet, det er familieliv og syrlige kommentarer over middagsbordet.
En formiddag ringer det på døren, og min far lukker op. Min mor har en død ræv om halsen og hænger den på en knage, favner mig. Jeg har ondt i hovedet. Har du nu været ude at drikke igen, spørger min mor. Det var Mulle, siger jeg, den pige har ingen mådehold.
Boka er skrevet i korte tekster som for det meste forteller om ting som skjer og samtaler som foregår, og innimellom er strømmen av hendelser brutt opp av tekster som heter Monologer fra en søhest, som handler om kroppen til hovedpersonen, kroppen og ekskjærestene. F.eks:
Inde i Solar Plexus er der en bogreol med opstillede kranier. Skeletter ser altid ud som om de ler, og det er sådan jeg tænker på jer, som leende dæmoner der hamrer og banker i min krop. I er summen af alle mine nederlag, og I er al min opsparede skyldfølelse, og I marcherer på række og geled rundt på alle mine ømme punkter og flytter jer i takt med min smerte.
Jeg lo og grein og elsket denne boka. Hvis du har likt sitatene i dette innlegget, så er faren stor for at du også vil le og grine med Stine Pilgaard og hennes håpløse, men sjarmerende hovedperson. Og alt mora hennes sier.
Min mor siger at hun bare gerne vil vide om jeg er ved at få en ny kæreste, at en mor har ret til at vide den slags. Jeg siger at mennesker fødes alene og dør alene og bruger den mellemliggende tid på at overbevise sig selv om at der er en vej ud af ensomheden.
Folk kommenterer